Hvad betyder det at søge en specifik frivilligrolle?
Drømmer du om at få mere ansvar, blive fagligt udfordret, få erfaring på dit CV og ikke mindst blive en del af det fedeste fællesskab? Så læs med her!
Som frivillig får du en central rolle med stort ansvar – enten som holdleder/projektleder i Handel & Service, som ansvarsperson i frivilligsektionen eller som holdleder i produktionen. I alle områder får du mulighed for at stå i spidsen for et mindre hold, tage styringen og opbygge værdifuld praktisk erfaring på tværs af opgaver og teams.
Du vil opleve travle og energifyldte arbejdsdage, hvor samarbejde, grin og stærkt fællesskab er i fokus. I produktionen bliver du en del af det store maskinrum og er med til at bygge festivalen op, mens Handel & Service og frivilligsektionen giver dig indblik i den daglige drift før, under og efter afviklingen.
I rollen får du ansvaret for at finde frivillige til dit hold, fordele dem på de rigtige vagter, sikre at vagtplanen er dækket og følge op, hvis nogen ikke møder op. Arbejdet ligger både før, under og efter festivalen – med undtagelse af nogle produktionsopgaver, som primært ligger før og efter, så du kan nyde musikken under selve festivaldagene.
Kort sagt: En rolle med ansvar, udvikling, fællesskab – og en unik chance for at komme helt tæt på festivalmaskineriet.