31. juli 2024

2.684 tak

Gæsteevaluering: Vores gæster har talt, og vi er meget taknemmelige over alle tilbagemeldinger fra i alt 2.684 festivalgæster. Læs mere om svarene herunder.

Gå direkte til svarene på gæsteevalueringen her eller læs mere i artiklen nedenfor.

Lige så snart årets festival var slut, sendte vi og vores billetudbyder United Tickets et spørgeskema ud til alle sommerens festivalgæster, og over hver fjerde svarede. Tusind tak for dét - for med den høje svardeltagelse, sikrer vi et yderst faktuelt og repræsentativt billede af gæsternes oplevelser – og dermed et solidt grundlag for at skabe en endnu bedre festival til næste år. 2.684 tak!

For at nævne et par nedslag, så er vi først og fremmest glade for, at vores gæster midt i en forrygende fest, har oplevet en stor grad af tryghed og sikkerhed på og udenfor pladsen, ligesom vi selvfølgelig er stolte over, at vores gæster har oplevet stort engagement og højt humør hos vores frivillige. Det betyder meget for os.

’Sjov’, ’hyggelig’ og ’festlig’ er ord der går igen når I skulle nævne tre ord om årets festival, og derudover har I masser af roser til vores udvalg i barer og madboder, og masser af holdninger til årets musik – og ikke mindst koncertønsker til næste års festival.

Lokalt glæder vi os alle over, at sommerens gæster er mere end begejstrede for Tisvilde, dens butikker og gågade - og I synes at byen er ren og pæn.

Det lokale handels- og erhvervsliv kan glæde sig over, at vores gæster igen i år lagde rigtig mange penge i byen uden for festivalpladsen: I gennemsnit lagde hver gæst således mellem 1.300 og 1.600 kroner i byens handelsliv, hvilket svarer til i alt cirka 15 millioner kroner i de tre dage festivalen varer. Så, udover det årlige overskud fra festivalen, der hvert år uddeles og skaber lokalt liv for store og små i vores lokale foreninger, så betyder jeres besøg i byen også, at det lokale handels- og erhvervsliv er klar til at tage varmt imod jer og alle andre glade gæster året rundt. Og igen til næste år, når Musik i Lejet 2025 igen skaber sommerminder for livet…

Dyk selv ned i årets gæsteevaluering – og ellers igen 2.684 tak fordi I delte jeres oplevelser med os.

MiL 2024 fakta

  • Flere end hver femte festivalgæst var lokale fra Tisvilde eller Gribskov.

  • Mere end halvdelen var fra hovedstadsområdet / København.

  • Næsten syv ud af 10 var mellem 15 og 30 år.

  • Hver femte gæst var mellem 41 og 60 år.

  • Langt over halvdelen af vores gæster i år var kvinder.

  • …og mange andre fede facts i årets gæsteevaluering.