12. juni 2024

Glæd dig til en langbordsfrokost ud over det sædvanlige

Vi byder varmt velkommen til restaurant von Edel på Musik i Lejet. Tisvildelejes yderst kvalitetsbevidste og luksuriøse restaurant, inviterer ind i deres univers på MINI Strandterrassen i uge 29.

Von Edel huserer til dagligt i Hovedgaden i Tisvildeleje, og det ligger derfor lige til højrebenet at introducere deres lækre koncept til sommerferiegæsterne i uge 29.

På Musik i Lejet kan du glæde dig til en luksus langbordsfrokost med havet i baggrunden og solskin i ansigtet. På MINI Strandterrassen byder von Edel på en 9-retters tapas-servering med de bedste råvarer tilberedt med stor omhu og kærlighed. Det bliver en intim spiseoplevelse med plads til 50 gæster samlet ved langborde. Til at toppe den perfekte frokost, kan der tilkøbes lækre, udvalgte vine fra Philipson Wine.

MENU

Surdejsboller & dip

Grøn gazpacho

Laksetartar, wasabicreme, knas

Grillet blæksprutte & wakame salat

Oksetatar, æggeblomme, sennepsfrø

Ceviche, lime, friske urter

Pillede rejer, grillet asparges, skaldyrscreme

Burrata, tomat, basilikum

Rimmet kammusling, røget mayo, jordbær


Torsdag d. 18. juli

Kl. 13.00-15.00

Køb din billet her

NB: Det kræves ikke at have festivalarmbånd for at deltage i langbordsfrokosten. Der er fri offentlig adgang til MINI Strandterrassen kl. 13.00-18.00.


Historien om von Edel

Restaurant Von Edel opstod på baggrund af et møde mellem Marie von Lotzbeck og Philip von Arenstorff. De mødtes i køkkenet på den tidligere restaurant, henover sommeren, hvor planen var at arbejde sammen i køkkenet, for derefter at gå hver til sit. Men skæbnen ville det anderledes. Dagene gik med masser af arbejde og mange samtaler om hvad de skulle gøre, hvis dette sted var deres eget. Ud fra de mange snakke, fandt de hurtigt ud af, at de delte de samme visioner og drømme om en restaurant. Ideen blev til virkelighed, drømmen gik i opfyldelse, og nu er stedet deres.

Med efternavne som von Lotzbeck og von Arenstorff, og med familiebånd tilbage til middelalderen, kunne von ikke udeblive fra stedets nye navn. Edel, som fra tysk betyder ædel, dækker over det ægte, udsøgte, enestående og ophøjede, og passer derfor perfekt ind i de to visionære kokkes nyopstartede koncept.

Helt simpelt arbejder von Edel med udsøgte produkter. De ophøjer produkterne, og viser dem ægte og ærligt i madlavningen, så gæsterne altid får en enestående spiseoplevelse.

Læs mere om von Edel her.