Syng med på Benny til sommer
Popkonger med noget på hjertet
Musik i Lejet er stolte af at tilføje en stormester i poppens verden til årets musikprogram. Som en af Danmarks største sangskrivere, har Andreas Odbjerg leveret utallige hits, som er strøget til tops på streamingtjenesterne. Med et soleklart talent og hårdt arbejde, har Andreas Odbjerg indsamlet bunkevis af priser med bl.a. Gaffas Årets Danske Udgivelse og Årets Danske Solist. Det er også blevet til et par DMA’er efterhånden, med Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Hit, Årets Danske Sangskriver, og vi kunne blive ved. Vi kan ikke forestille os en bedre sommeraften end i selskab med Andreas Odbjerg og hans ørehængende hits.
Lord Siva har længe været dansk pops melankoliker, men har i de seneste år banet vejen som vaskeægte popstjerne. Med mega hitsene 'Solhverv' og 'Stjernerne' i 2020, blev Lord Siva for alvor en kunstner vi ville høre på klubberne og til festen. For Lord Siva er der en fornemmelse af en hård rejse igennem tilværelsen, der har bragt ham hen til at være den succesfulde artist, han er i dag. Lord Siva har, siden han etablerede sin lyd og kom frem i starten af 10’erne, været med til at bringe bevægelsen af følelsesfuld hiphop til Danmark. Vi glæder os til at høre de ultimative sommerhits, imens vi bryder ud i fællessang under stjernerne til sommer.
Hiphoppen er tilbage
Den London-baserede, autodidakte producer og rapper Strandz, har brugt år på at finpudse sit håndværk, som endelig ser dagens lys. Han laver musik på egne præmisser, med en række stærke singler, der for alvor har sat ham på landkortet. Med sine romantiske tekster og old school-hiphop lyd laver Strandz bølger i den britiske rapscene, og til sommer kan festivalgæsterne forvente hiphop i dens reneste, head-bopping, højttaler-bragende herlighed.
Endnu en über-cool rapper, som Musik i Lejet har på plakaten, er den unge og talentfulde Kundo fra gode, gamle Vejle. Han debuterede i starten af 2023 med singlen ’7100’, som blev taget godt imod og blandt andet tilføjet til P3’s rotation i ugen for udgivelsen. Kundos musik har både den traditionelle raps kant og tunge beats, der sammen med en mere poppet og melodisk side skaber et lækkert helhedsbillede, og i dén grad viser, hvad Kundo står for.
Stærk feminin energi
Med pumpende rytmer og personlige tekster leverer ILMA følelsesladet klubmusik som de færreste danske musikere. ILMA indhyller følelserne i synthesizere, rullende 808-beats og en øm autotune, som skaber et exceptionelt medrivende resultat. Det har gjort ILMA til en af de mest interessante nye danske popmusikere lige nu. ILMA har fundet en stil, hun har dyrket siden debutsinglen ‘Too Many’, som hun udgav i 2022, og på de fire solide numre, hun efterfølgende har sluppet. Nu er hun aktuel med et hele 14-nummer langt debutalbum ‘Everything I Love Is Killing Me’.
Bettes musikunivers rummer eftertænksomhed og fordybelse pakket lækkert ind i hendes r&b-lyd. I hendes umage proces som musiker, går hun ikke op i genrer eller bestemte metoder, men nærmere en søgen efter balance og udvikling. I 2019 udgav Bette ’Hører Dem Ikke', som blev P3’s Uundgåelige. Det år spillede hun desuden både på Spot Festival, til Red Bull Stripped Session, Tivoli Fredagsrock, Distortion og Vegas Udvalgte, mens hun blev nomineret til Soundvenues Fremtidspris. I 2020 skulle Bette have stået på scenen til Musik i Lejet, men de planer blev desværre saboteret af covid-19. Vi er derfor utroligt glade for at have Bette på plakaten endnu en gang, med ny musik og masser af energi.
Se musikprogrammet her.
Sommerens festival i Tisvildeleje, 18.-19.-20. juli 2024